Arrangementer


Vinterprogram

2019 - 2020


Alle arrangementer afholdes på Herning Friskole, H.C. Ørstedsvej 68, 7400 Herning


Her kan du printe hele vinterprogammet - pdf version.

Torsdag den 26. september 2019 kl. 19.30

Fællesmøde med Herning – Gjellerup Valgmenigheder, Herning og Hammerum Friskoler, Foreningen Norden, Grænseforeningen, Herning Højskoleforening og H.U.F.H.

 


Peter Tygesen, ansvarshavende redaktør på Globalnyt.


”Kan Afrika mætte egne børn” – med fokus på landbrugsudviklingen på kontinentet – for skal det hæve sig, bliver det vigtigste at hæve fødevareproduktionen.

 

Peter Tygesen er fra Vorbasse mellem Esbjerg og Vejle, født i 1954 og journalist siden 1984.
Inden da var han omkring statskundskabsstudiet på Aarhus Universitet og medicinstudiet på Københavns Universitet.
Der skulle dog gå omkring tre årtier før et universitetsstudie kunne holde ham fast længe nok til, at han kunne afslutte det. Ikke overraskende var det Afrikastudier på Københavns Universitet, hvor han først tog en mastergrad og siden en kandidatgrad i 2017.


Peter Tygesen har to voksne børn og bor på Frederiksberg sammen med sin kone, forfatteren Pia Fris Laneth. Efter at have været mangeårig freelancejournalist blev Peter Tygesen ansat som ansvarshavende redaktør for Globalnyt, hvor han sluttede
sig til den eksisterende redaktion med virkning fra efteråret 2018. Globalnyt har et stort potentiale i kraft af mange daglige læsere, et godt omdømme, dygtige skribenter og en stor kreds af annoncører.


Mandag den 7. oktober 2019 kl. 19.30

Per Bang, Skibbild.


Hvordan er det at se sine hunde blive skyllet ind under isen?
Hvordan er det at sove i sovepose i 50 graders frost?


Den tidligere Sirius mand Per Bang fra Skibbild var som 14-årig selv til et foredrag med et tidligere medlem af Sirius-patruljen på Nøvlingskov Efterskole, og den aften besluttede han sig for, at han ville søge optagelse i slædepatruljen, hvis han nogen sinde fik mulighed for det.


Og muligheden bød sig nogle år senere, efter at Per var blevet sergent i forsvaret, hvilket er et af kravene for at komme gennem nåleøjet til Sirius-patruljen.

I 2001 drog Per Bang til Daneborg i Nordøstgrønland for at være en
del af den 12 mand store patrulje, hvis opgave det er at hævde Danmarks suverænitet i et område, der er tre gange så stort som Danmark.

Sirius-folkene kører sammen to og to og tilbagelægger årligt mellem 4000 og 6000 kilometer på deres hundeslæder.


Per Bang har bl. a. kørt hundeslæde med H. K. H. Kronprins Frederik, sovet i sovepose i 50 graders frost, gået igennem isen på 300 m dyb vand, så forbered jer på en hæsblæsende og meget spændende aften, når først Per får begyndt, så er han ikke til at stoppe....


Mandag den 4. november 2019 kl. 19.30

Trine Alvilda Jensen, farverig multikunstner med bred baggrund, Vejle.


”Livsglæde i med og modgang”.


Trine Alvilda Jensen er en farverig multikunstner med en bred baggrund af erfaringer fra bl. a. tv-børneprogrammer, eget gymnastikinstitut, rytmik, dans og drama. Endvidere er hun uddannet pædagog, krops og familie-terapeut, og certificeret ledercoach.


I årtier har hun været en flittig brugt foredragsholder og underviser i privat og kommunal regi, med undervisning i bl. a. opdragelsens kunst, personlig udvikling, krop og kommunikation samt konsulent i ledelse og samarbejde.


Ved siden af dette får Trine tid til at være udøvende billedkunstner, hvor hun skaber eventyrlige, farverige, naive og sjove billeder med prinser, prinsesser, klovne og ”badutspringere”.


I de seneste år har Trine sideløbende været optaget af arbejdet som hospitalsklovn. Hun er uddannet i England, hvor hun også har været rundt på diverse hospitaler.
Om hendes store barnesjæl kan det siges at den er større end hendes alder og det er netop den styrke, der gør det naturligt for hende at formidle på en spændende, kreativ og smittende måde.

Mandag den 2. december 2019 kl. 19.00

Gudstjeneste i Herning Valgmenigheds Kirke.

 

Derefter kaffe og julebanko på Herning Friskole.

Mandag den 6. januar 2020 kl. 19.30

Gitte og Poul Brønnum, Brande.


Shetlandsørerne – De skotske øer der engang var danske.


Gitte og Poul Brønnum har i deres arbejdsliv været aktive i hhv. lægepraksis og apotek i Brande og er fortsat meget engagerede og synlige i lokalsamfundet.

De har i 2018 besøgt Shetlandsøerne og glæder sig til i ord og billeder at fortælle om den spændende øgruppe. Shetlandsøerne har en dansk-norsk historie, som tydeligt ses og opleves, når øerne besøges.


Nogle fakta om Shetlandsøerne: Afstanden fra Shetland til polarcirklen er kortere end afstanden til London, og det er lettere og hurtigere at komme fra Norge dertil, end det er at komme fra London til Shetland.

Mange stednavne og endda gadenavne viser tydeligt den nordiske forbindelse.

Gitte og Poul Brønnum Brande vil i ord og billeder fortælle om deres oplevelser, især når der er noget at fortælle, som udvider deres horisont, som beretningen om de 32 små øer som ligger langt mod nord i Atlanterhavet.

Mandag den 3. februar 2020 kl. 19.30

Lone Vesterdal, forfatter og præst ved Bramdrup Kirke.


At finde fodfæste på trods af små og store bump på livets vej…


Lone Vesterdal er forfatter og præst ved Bramdrup Kirke, og bor lidt nord for Kolding i landsbyen Nørre Stenderup ved Eltang.

Her er naturen bakket, og strækker man halsen, kan man se Lillebæltsbroen. Her har hun boet i 16 år. Det store, hvidkalkede stuehus var hendes mands barndomshjem, som parret flyttede ind i i 1998. Samme år blev de gift i Eltang Kirke.

At slå sig ned i barndomshjemmet var realiseringen af en drøm for Jens Nederby, og bid for bid moderniserede parret hjemmet.

Jens Nederby var ph.d. i biokemi og havde job ved Vejle Sygehus. Sammen fik parret fire børn, og kort tid efter parrets yngste barn var kommet til verden, ændrede deres tilværelse sig, da det efter flere undersøgelser viste sig, at hendes mand var uhelbredelig syg, efter at først en godartet hjernetumor udviklede sig til en ondartet tumor, og 14 måneder efter at diagnosen var stillet, døde Lone Vesterdals mand kun 39 år gammel.


”Livet efter de 50” er heldigvis en dejlig tid, hvor livserfaring, rimelig økonomi og genvundet frihed efter børnene er flyttet hjemmefra, giver nye muligheder i parforholdet. Men der er også udfordringer og bekymringer, som skal tackles. Afslutningen på arbejdslivet nærmer sig, kroppen er ikke længere 20 år, ens forældre har nået en plejekrævende alder og man mister måske nogen.

Hvordan opnår vi robusthed og livsgnist til at imødegå de ”bump” som ”livet efter 50” også byder på. Som par – og måske alene.

Mandag den 2. marts 2020 kl. 19.30

Asbjørn Lyby, Sdr. Felding.


”I skole med Grundtvig”


Asbjørn Lyby begyndte i efterskoleverdenen i 1983, og han er i dag forstander ved Sdr. Feldings Efterskole, og har været det siden sommeren 2009.


Det kan være en meget væsentlig hjælp for trivslen på en efterskole, at ikke hele elevholdet bliver skiftet ud hvert år. På Sdr. Feldings Efterskole bliver mere end hver tredje af de 120 årselever på skolen i to år. – Det er et atypisk tal for en efterskole, men ret typisk i forhold til en ordblindeefterskole som vores.

Hvis vi skal løfte dem tre-fire klassetrin kræver det typisk et par år, siger forstander Asbjørn Lyby. Det ekstra år er ikke kun en fordel for elevens indlæring. Det kan være godt for hele kulturen på skolen. Det er en fordel i et vist omfang. Det kommer an på, hvordan vi får båret kulturen med over i det nye skoleår. Er det en god kultur, er det skønt, men hvis vi ikke gør eleverne klar til at blive gode ambassadører på det nye elevhold, kan det blive noget skidt, siger Asbjørn Lyby.


En god kultur betyder, at man er en god kammerat. Det kan være svært at begynde på efterskole, og nogle af vores 8. klasses-elever kan have meget hjemve. Det skal vores andetårselever støtte dem i, at det kommer de over siger Asbjørn Lyby og fortsætter, eleverne bidrager, men det er de ansatte – de voksne – der er den afgørende faktor på en skole, hvor man spiser, sover, hygger, græder, lærer og griner.


Mandag den 6. april 2020 kl. 19.30

Generalforsamling